af Thomas Suensson

Seppo Mattinen står i våbenhuset i Herstedøster Kirke. Det er forår og solskin udenfor. Inde i halvmørket er det, han er kommet for, placeret på den nordvendte væg: Et tredelt oliemaleri, der dækker væggen næsten fra gulv til loft i det lave rum. Det er hans maleri. Fra dagen efter, søndag morgen, og i fremtiden er det kirkens billede: En hilsen til den, der kommer og den, der forlader kirken. Det er et smukt maleri, men det er også et vigtigt billede. Det er en hilsen fra himmelen, der minder mennesket om, hvorfor det kommer hér.

Som han står der i hjørnet og trykker sig lidt for ikke at være i vejen for fotografen, kan Seppo Mattinen ikke skjule, at han er en høj mand. Blå øjne og store hænder. Hvidt hår; han er 85. Navnet siger: Finsk, og finsk er han, men så alligevel: Det kan snyde. Før hans far blev kaldt Pietari Mattinen, hed han Piotr Matvejev. Russer, så? Nej, kareler. Flygtet med far og mor fra borgerkrig og revolution. Gift og fik to drenge, inden ægteskabet gik i stykker, og han forsvandt ud af familiens liv. Men de mange ikoner, der hang i Seppos barndomshjem - de stammede fra den fraværende fars familie.

Seppo Mattinen tænker længe, før han svarer på spørgsmålet, om maleriet er inspireret af ikonerne. "Det er nok muligt," siger han så. Det er nok muligt, men hvem ved?

"Kan det mon springe en generation over," spørger han og hentyder til, at farmoderen, en karelsk ortodoks kvinde, var meget from, men faderen slet ikke, og hans mor var frikirkelig og brød sig ikke om organiseret religion.

Måske er det heller ikke så vigtigt. Enhver kan jo stille sig foran billedet og se for sig selv.

I et helt tydeligt billedsprog sammenfatter det trefløjede værk: Menneskets liv fra vugge til grav; Kirken, den tidløse, som omdrejningspunkt; og Budbringeren - en engel? Eller Helligånden selv? - der kommer ret ud af himlen og velsigner nadver og ægtevielse, flankeret af grav og døbefont. Ligesom den berømte, 455 år ældre alterbordsforsiden fra Torslunde Kirke 12 km nede ad vejen får den det hele med. Så stort, så enkelt.

De otte mennesker på billedet er tidløse. To af dem ser, ikonagtigt, direkte på beskueren: Ægteparret, hvis forening er dét, der bringer hvert slægtled videre og bringer slægt og sogn sammen om de store ting. Siger de: "Stå stille og se. Her er dit liv" - ? Det er nok muligt.

Præsten har ikke tid til at se på beskueren. Han kommer fra graven og tager konfirmanden til alters på vej til vielsen, inden han iler videre til dåben ved højmessen.

Men hvem er arbejderen, der sidder ved gravens rand og ordner en blomstrende busk til at blive plantet efter jordpåkastelsen? Kunne det være kunstneren? Det er vel nok muligt. "Seppo" er et tilnavn til sagnfiguren Ilmarinen fra Kalevala, finnernes Odyssé. Det betyder "den håndsnilde" eller "smeden."  Og Seppo Mattinen er kendt som en håndværker blandt malere, som selv blander sine farver og snedkrer sine rammer.

Som en nordens Odysseus havnede Seppo Mattinen i Danmark i 1950 efter en tilværelse som cykelbud og reklametegner i Helsingfors, opvasker i Oslo og på grafisk fagskole i Göteborg. Efter fire år på kunstakademiet i København hos professor Hjort Nielsen har det meste af hans kunstneriske virke været i Danmark; nu bor han i Rom, hvor solen varmer ham. Hans langstrakte naturlige skikkelser, fanget i universelle øjeblikke og situationer, kan ses mange steder - i Fladstrand Kirke i Vendsyssel en trefløjet altertavle; i sakristiet i Sankt Ansgars romersk-katolske kirke i Bredgade et paveportræt; på talrige museer og samlinger, og mest synligt af dem alle: Cykelpigen på Nørrebrogade.

Fælles for alle hans billeder er det gennemtrængende lys, der ligesom trænger ud bagfra; det nødtørftige perspektiv, som tillader at skildre en handling i tid ved hjælp af fladen - som for eksempel Herstedøster Sogn for to hundrede år siden og nu; - og mennesket, som det er og gør og bliver set. Af den høje, nordiske maler med de varme blå øjne.

Det trefløjede billede til Herstedøster Kirke blev bestilt i 2011 af menighedsråd efter drøftelser med kunstneren om idéer og skitser til projektet. Det var egentlig Menighedsrådets ønske at få malet et kalkmaleri direkte på væggen. Men det kunne ikke lade sig gøre. Seppo Mattinens kunst kommer meget nær på den samme nerve som kommer til udtryk i den klassiske kirkekunst.

Det blev sat op og indviet søndag den 8. maj 2016 ved højmessen, hvor sognepræst Lars Kruse prædikede over teksten fra Johannesevangeliet kap.17, v.20-26.


 

Prædikenen gengives her:

6. SØNDAG EFTER PÅSKE

Jeg havde lige begravet min mormor. Det havde ikke været let. For det første var det en af mine første begravelser. For det andet var det jo min kære mormor … og så var det altså også begyndt at regne ude ved graven. – Men nu var det vel overstået og min kone kæmpede med at få vores datter på 3 år med væk fra graven.

”Kom nu”, hørte jeg min kone sige. ”Vi bliver våde … og de andre er gået,” lød hendes gode argumenter. Men nej, Laura ville ikke med. Hun har altid været god for et markant nej, når der var noget, hun ville.

”Jamen, hvorfor? ” spurgte min kone næsten desperat. Og så kom det, som kun et barn kan forstå: ”Jeg vil vente og se, når Jesus kommer og henter oldemor. ”

Vi kan le ad barnets naivitet. Det var da sødt tænkt. Nu kom Jesus nok snart, for at hente hende. Og det ville hun ikke gå glip af. – Vi kalder det naiv barnetro i modsætning til den voksnes mere abstrakte og distante tro. Voksne har jo denne tro på at være i Guds hænder som noget metaforisk, billedligt - poetisk. Men barnet opfatter det naive, det direkte, det, der er ligetil. Og Vores datter havde jo sikkert længe glædet sig til at se, når nu Jesus ville komme forbi. Hvad gjorde så en smule regn på de røde laksko.

Er barnets tro større eller mindre end den voksnes? – Jesus selv var ikke i tvivl. Den, der vil være fremmest i det at tro, skal tage ved lære af barnet, for ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det,” sagde han drillende til sine kloge disciple. – Den svenske religionsforsker Göran Bergstrand taler om den kristne tro som ”den anden naivitet”. Det er den voksnes accept af tro som dette naive at gribe ud efter det, som være. Tro er kristeligt set det, der sprænger den vante forståelse. Ellers er det vel ikke tro. Tro er som barnets tillid.

Den voksne griber ud efter tro, håb og kærlighed … og idet, vi får fat i begreberne, skaber vi lynhurtigt troen om til risikoanalyse, vi omdanner håbet til en slags sandsynlighedsberegning, der kan skrives forsikring på baggrund af, og kærligheden bliver til en handelsvare, et bytteforhold mellem mennesker. – For videnskabeligt set findes tro, håb og kærlighed ikke, det kan ikke bevises eller sandsynliggøres midt i en koldt beregnende verden. Det er rigtigt, når Karl Ove Knausgaard siger et sted i sit store romankompleks: ”Livet er ikke en matematisk størrelse. Det har ingen teori, kun praksis.”

For dagligt – i praksis – erfarer vi tro, håb og kærlighed som virkelige størrelser, det er værd at leve for, kæmpe for og lide for. Med troen åbner sig en himmel af nye verdener, nye veje, forandringens muligheder.

Mellem påske og pinse har Oldkirkens liturgikommission besluttet, at vi i kirken skal læse fra Johannes-evangeliet. – Johannes-evangeliet er vanskelig læsning. For her taler Jesus på en anden måde end den direkte, hverdagslige i dialog med dem, han mødte. I Johannes-evangeliet bliver mange samtaler mellem Jesus og hans samtidige ophøjet til enetaler af Jesus. Og de afspejler påskebegivenhedens virkelighed – i bagkant. I Johannes-evangeliet bliver ordene til ord til menigheden. Således bliver Jesu ord her en tale til vi døbte, der tror Kristus. En vejledning til at leve i Kristus.

Det er det svære ved dagens evangelium. Jesus taler næsten i koder om at være og blive ét. Jesus og Gud fader er ét. Menigheden skal være ét med Kristus. Dermed får vi del i den herlighed, Gud har givet gennem Kristus. – Og dermed vil verden (det er alle mennesker uanset overbevisning) tro, erkende og forstå, hvordan Gud er – i virkeligheden. – Det er væsentligt. At vi lærer at forstå, lærer at turde tro og håbe, at Gud er kærlighed. En generøst givende kærlighed.

I oldkirken var det skik at de nye i troen blev døbt ved påsketid. Nu efter påske skulle de så lære, hvad der er vigtigst. I Jesus Kristus ser vi Guds sande ansigt. Den Jesus, der gav sig helt hen og døde en ydmygende død, er samtidig et med verdens skaber. Den Kristus, der besejrede døden og opstod påske morgen er samtidig den, der kan vende sig med trøst og håb til det enkelte menneske i dets kamp. – Den tanke hører også oldkirken til, som Melito af Sardes poetisk smukt udtrykker det i det andet århundrede: ”Kristus døde [oprejst på et kors] idet han forbandt himmel og jord …  med en åben favn, så han kunne favne hele verden!” – Det danner et kors, naturligvis. Og det blev hans høje pris. – Det er den dobbelthed, der ligger i at Gud gennem Jesus viser sin herlighed for verden – gennem at lide for verden.

Dette er vanskeligt at tænke sig til; men muligt at tro. Det er ikke videnskabeligt bevist. Dog, det skal gribes. Som når vi griber dybderne i et billede eller et digt, hvor den erkendte sandhed nok står dér på linjerne – er i rammen; men sandheden fortjener at digtes videre … i levet liv. – Som når man erklærer sin kærlighed til en anden og næppe tør høre svaret, da det under alle omstændigheder vil ændre ens liv.

Kristent mod er ikke at sætte sig selv i scene som martyr eller stå frem som en stor tros-helt. Kristent mod er at tro sig ét med Gud gennem Jesus. Fra skabelsens morgen til denne dag har Gud favnet verden. Dagligt velsigner Han vore liv. Giver os langt ud over, hvad vi forstår.

Og så nærmer vi os det, vi fejrer i dag, nemlig Seppo Mattinens herlige billede i våbenhuset. ”Hilsen fra himmelen”, har Seppo Mattinen navngivet det. Her har vi den samme tanke malet for vore øjne. ”Hilsen fra himmelen”, - at turde tro det. At Kristentroen er mere end ritualerne, livet mere end vore mange gøremål. Det ydre ser vi i kirkens ritualer gennem livet. Det større må tros, det må gribes. Udfordringen er at turde tro det, at der er en større virkelighed til stede i selv en lille landsbykirke på randen af København. Ikke en synlig og krævende virkelighed – nej, en givende virkelighed. – Og i tro må vi gribe det, at velsignelsen følger med – også i Herstedøster.

Vi har et udtryk, der hedder “den røde tråd”. – Den røde tråd er en sammenhæng, vi ser eller i det mindste aner. Begrebet henviser til, at tingene ikke sker tilfældigt eller uden sammenhæng. Begrebet “den røde tråd” er efter sigende hentet fra den engelske flåde. Her havde man en lille rød tråd flettet ind i alle sine reb og tove. Uanset hvor man verden over fandt et tov med en rød tråd i, kunne man vide, at det var flådens ejendom.

Den røde tråd kunne ikke alene holde sejlet oppe eller skibet ved kaj. Det var den røde tråd ikke stærk nok til alene. Men den røde tråd markerede hvem, der ejede tovet.

Det er H.C. Andersen, der sætter udtrykket i forbindelse med Gud med ordene: “gennem det menneskelige liv i småt og stort, går der en rød tråd, der viser, at vi tilhører Gud.” – Han tænker sig altså, at midt i alle livets gøremål er der noget, der gør mennesket til noget særligt, noget der gør mennesket til Guds.

Måtte vi have mod til at gribe dette og leve det ud i alt det, der nu er blevet vore liv, vore vilkår.

Til slut et lille citat til refleksion. Det er Søren Ulrik Thomsen, der i et digt siger:

Jeg tog det for givet

og indså så sent, det blev skænket.