×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Fredag d. 10. april 2020, kl. 10:00

LANGFREDAG

Evangelielæsning: Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.« [Johannesevangeliet 19,17-37]

REFLEKSION:

Enhver tid har sine tabuer. Tabu er det, man i et samfund finder uacceptabelt at nævne eller at gøre. Enhver tid har noget i sig, der gør, at der er ting, vi ikke ønsker sagt højt. For hundrede år siden ville det virkelig være tabu at gøre, hvad man havde lyst til. Tænk sig, bare at følge sine lyster. Rejse hvorhen, man vil, eller elske med hvem man vil. Den gik ikke i oldemors tid.

For halvtreds år siden ville det have været tabu at vise andre mennesker sine følelser eller græde offentligt. Nu gør man det … selv i fjernsynet, - og ’Gud og hver mand’ siger, at det er flot. Den gik ikke i farmors ungdom.

Enhver tid har sine tabuer. Og mon ikke et af vor tids store tabuer ligger i Langfredags budskab? – Vor tids tabu er afmagt. Vor tids tabu er at skulle sige "ja!" til sin lidelse. Det har vi så svært ved. Og meget af det skal vi øve os i lige nu, hvor vi sidder så vidt muligt hver for sig. Afmægtige over for en fjende, vi ikke kan se.

Mange iblandt os vil miste meget. Liv, helbred, forretning, velstand og fællesskab. Intet af det skal vi tage let på. Det er af betydning. Det har værdi.

Dog, kan vi lære at tage lidelsen til os. Og måske sige: ”Dette kors, det er mig!" – "Det livet har ramt mig med, denne smerte, det må jeg bære!”

Vor tids udfordring bliver at turde stå ved sine grænser, turde sige til sig selv: ”Mere er du ikke, min ven. Du er et menneske, et lille hjælpeløst menneske i store magters vold!” Vi lever i tidens kreds, i aldringens proces. Vi lever i pagt med livet, ja – og på vej mod døden.

Jesu lidelseshistorie handler om hans tilfangetagelse, død og gravlæggelse. En beretning, der ikke på noget tidspunkt heroiserer døden. En beretning, der kort og enkelt beskriver, at Jesus blev taget til fange og forrådt ved et kys, blev pint og dømt ved falske beskyldninger og til sidst efter en nats politisk rænkespil blev ført ud til galgebakken, for at blive korsfæstet.

Korsfæstelse, - en langsom død. Så langsom, så de kan nå at snakke sammen. Først Pilatus og Jesu modstandere. Dernæst Jesus og den discipel, han elskede. Meget tyder på, at Jesus har sunget en salme på korset, Salme 22 i Det Gamle Testamente. Til sidst måtte han opgive livet og råbe: “Det er fuldbragt!” – Og han gled ind i døden.

Jesu lidelseshistorie er en villet lidelse. Måske det er en af de vanskeligste sider at tage til sig ved Langfredags beretning. At skulle acceptere, at Jesu lidelse ikke blot var nødvendig eller uundgåelig – den var også villet.

Jesus havde selv forudsagt sin lidelse og død. Han havde styret mod Jerusalem i flere måneder før sin død af een grund: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør,” sagde han nogle dage før, ja så “bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Det vil sige: meget frugt). – Jesus ville det. Ikke at han brød sig om det. Han bad endog om at måtte slippe fri.

Og dog: Den kristne tro er, at Gud gennem Jesu død gav os sig selv. Han døde for vores skyld. Det gjorde han, fordi livet, kærligheden og freden har en pris. En pris Gud betalte.

FN’s tidligere generalsekretær, Dag Hammerskjöld skriver et sted: “Det er, når vi alle spiller sikre, at vi skaber en verden af den største usikkerhed.” Han fornemmede på sit kontor i en af FN-bygningens øverste etager, at freden ikke egentlig er en kontrakt på et stykke papir. Fred har en dybere og personlig rod. Fred er et offer, et givende hjerte.

Krigsflyveren og forfatteren Sain-Exupery fortæller om tyskernes indtog i Frankrig og den franske hærs afmagt. Han siger, at de alle vidste, at det var nytteløst at kæmpe imod. Og alligevel fortsatte de kampen mod overmagten, for som han siger: ”Man må begynde med at ofre, hvis man vil skabe kærlighed!”

Når de gamle kirkefædre blev spurgt, hvorfor Gud blev menneske, eller hvorfor Jesus måtte dø på korset, svarede de altid dobbelt. Det var for det første for menneskets skyld, sagde de. Altså var Årsagen til Jesu død den synd, vi mennesker pådrager os. Det enkelte menneske er Gud skyldigt i sin bortvendthed fra ham - i sin egoistiske selvoptagethed. Vi er skyldige i den måde, vi øder livet på.

Men hvad var da grunden til at han måtte dø? Den egentlige grund er at finde i Guds faderhjerte. Gud blev menneske i Jesus Kristus. Det blev han af kærlighed til mennesker. – En biskop fra det andet århundrede, Melito af Sardes siger i en prædiken, at han hang på korset, for at forbinde jord og himmel. Han hang på korset med udbredte arme, for at favne den verden, der var hans, hans skaberværk. – Det havde han ikke nødig at gøre, - men det var ham alt om at gøre. For vores skyld.

”Man må begynde med at ofre, hvis man vil skabe kærlighed!" 

Bøn:

Gud, jeg takker dig for din indgriben i vores verden. Tak, at vi altid allerede er elsket af dig.

Gud, du, som har bundet os til hinanden i livets netværk, - til dig beder vi: Giv os nåde til at forstå, hvordan vore liv afhænger af vore medmenneskers mod, flid, hæderlighed og ægthed, så vi må være opmærksomme på deres behov, taknemmelige for deres trofasthed, og trofaste i vort ansvar for dem. Amen!

DR Pigekoret og Nabiha: 

Hil dig Frelser og forsoner 

LÆS EVANGELIET HER
Medvirkende
Sognepræst Lars Kruse
Sted Herstedøstergade 7, 2620 Albertslund