×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Onsdag d. 1. april 2020, kl. 19:30

Meditation og bøn hjemme

Det er en vanskelig tid, hvor vi ikke kan mødes med hinanden og styrke fællesskab og livsglæde. Mange af os bliver ensomme – også selv om vi er sammen med få andre. Ensomhed og stilhed kan blive larmende – og gøre en rastløs.

Hvis vi kun lader ting ske omkring os, vil mange opleve, at de bliver som ’levende døde’. Det er nødvendigt med beslutninger – selv når vi ikke har ret meget handlefrihed.

De såkaldte ørkenfædre, der levede i ørkener tilbage i 300-tallet og frem, var drevet af helt den samme tanke: Det at lade sig føre af strømmen og passivt lade sig drive af værdier og principper, andre havde stillet op for dem, var gift for dem. Derfor drog de frivilligt i eksil i ørkenen. – Vi kan også have indflydelse på vores eget eksil gennem at handle inden for de rammer, vi har.

Det er baggrunden for ørkenfædrenes erfaringer med meditation og bøn. – Og nogle af disse erfaringer er almengyldige til alle tider. I meditationen er det muligt at opdage sig selv på nye måder. Det fordrer, at vi tør være sammen med de skygger, der også er i os. En af disse gamle munke, der levede i ørkenen i det gamle Palæstina, holdt sig følgende regel: ”Lær din mund at sige, hvad der bor i dit hjerte.” Det er et ord, der også kan hjælpe mig i dag.

Det er naturligt at bede, når der er noget, der går os på. Derfor vil jeg gerne invitere dig til at bruge de muligheder, der er i denne tid til at søge ind i bøn til Gud.

Det kan gøres enkelt. Find lidt tid i løbet af dagen og lad tankerne komme til dig. Når du har gjort det en tid, vil nogle bestemte tanker kredse ekstra meget. Tag dem med ind i en bøn. ”Gud, jeg beder dig for …!” – Vanskeligere er bøn ikke. Bed også om velsignelse og håb. Bed for de mange, der kæmper for alles sikkerhed og velfærd i denne tid.

Selv holder jeg meget af præsten Dietrich Bonhoeffers vejledninger omkring bøn. Et sted siger han: ”Hvis dine tanker flyver af sted, behøver du ikke at holde dem tilbage. Der er ikke noget galt i at lade dem drage hen, hvor de vil, men tag de steder og mennesker, som dine tanker går til med ind i din bøn.” En anden sentens har runget i mit hoved de sidste uger: ”Vi kan leve helt og fuldt, selvom vi ikke har fået alt det vi ønsker.” Det siger en mand, der sidder i gestapos fængsel i Berlin i slutningen af anden verdenskrig.

”Bed og der skal gives jer”, siger Jesus. Det er værd at prøve af.

- - -

Vil du lære mere om meditation og bøn i praksis, er det muligt at søge hjælp og indsigt på nettet. Her er nogle veje:

Søg selv videre, hvis du er inspireret af dette. 

https://www.youtube.com/watch?v=Gp72iytsIkI

Meditations-gudstjeneste hjemme hos dig selv
Medvirkende
Lars Kruse
Sted Herstedøstergade 7, 2620 Albertslund