Søndag d. 12. juli 2020, kl. 10:00

Evangelielæsning: 

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« [Johannesevangeliet 14,1-11]

Refleksion

En af mine yndlingshistorier er Emil fra Lønneberg. Om nogen er han billedet på os mennesker. Emil ender som voksen med at blive sognefoged i Lønneberg, siger Astrid Lindgren. Hvilken trøst for forældre med små, uartige børn.

Jeg tror, vi holder af Emil, fordi vi genkender os selv i ham. Ligesom alle andre børn på denne jord, vil Emil det gode. Han gør, hvad han kan. Det falder bare uheldigt ud. Og det er jo i grunden problemet for os alle. Det er som apostlen Pauls siger: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Men hans forældre holder af ham alligevel. Og vi gør det. – Den historie jeg holder mest af i Emil fra Lønneberg er om en lørdag aften på Katholt. Tjenestepigen Line ønsker at karlen Alfred tager hende med til dans. Ja i grunden – tænker hun – har han da vist lovet hende det. Men Alfred mener nu at han har lovet skarnsknægten Emil at tage med ned til søen og svømme denne skærsommernats aften.

Alfred og Emil svømmer ude på søen mellem de hvide åkander i måneskinnet. “Du og jeg, Alfred,” siger Emil så kærlighedsfuldt og nostalgisk. “Ja, du og jeg, Emil,” svarer Alfred. “Ja, det skulle jeg mene. Du og jeg!”

Der findes næppe et flottere udtryk for fællesskab og samhørighed end denne lille beskrivelse fra en børnebog. “Du og jeg.” Dyre ord behøves ikke mere. De véd hver især, at lykken er at høre sammen, at være nær.

Dagens evangelium taler om nærvær – og om afstand. Jesus er stadig hos sine disciple. De kan endnu høre, se og mærke ham. Men det er skærtorsdag. Der er under et døgn til han ikke længere er hos dem som deres lærermester. Afstanden truer. For om kort tid går Kristus bort for at gøre en plads rede til sine disciple. Men han kommer for at drage alle sine til sig; “for at også I skal være, hvor jeg er,” siger han.

Der består et nærvær, en enhed mellem Gud og Kristus. Et nærvær, som han her ønsker at række videre ud til det enkelte menneske. Det er fra Jesu side tænkt som et “du” og et ”jeg”. En relation – et fællesskab. Et nærvær midt i livets øde og tilkortkommenhed.

“Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” siger Jesus. Der er undergangsstemning i disse ord. Sidst han havde sagt sådan til dem var den nat på Genesaret sø, hvor stormen piskede bølgerne op, hvor disciplene var rædde. Men Jesus sov i båden. Da kaldte de på ham og han truede uvejret til ro.

Og nu skærtorsdag aften er der atter optræk til uvejr. Han ved, at disciplene snart igen vil være ude på dybt vand. Snart vil ikke blot Genesarets bølger angribe dem. Ved indgangen til påsken er det deres fremtid, der går under, selve livets mening, der vil blive slået til vragstumper. Han, de troede skulle være deres og folkets befrier, ville snart sove en dybere søvn, som de ikke kunne vække ham fra. Han skulle dø.

Da er det ordene lyder: “Tro Gud, … tro mig!” – Vid, at det sidste ikke er rædsel. Det sidste er ikke meningsløshed, fortabthed og forladthed. “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” – Jesus inviterer os ind i et ”Du og jeg”. Det er bønnens enkleste ord.

I ungdomsbogen “Forbandede ungdom” er det hovedpersonens dybeste ønske at blive en, der hjælper små børn, der leger i en rugmark. På engelsk hedder bogen, der er skrevet af J. D. Salinger, ”The Catcher in the Rye”. Han forestiller sig en rugmark, hvor der er små børn, der sorgløst leger. Men rugen er større end dem – højere. Derfor kan de ikke se langt frem for sig. Og derfor ved de ikke, at de leger nær en dyb skrænt. De må reddes, tænker han. Han ville fange dem. Spærre dem mod faren. Men dermed kunne han jo også spærre dem fra at lege. Han ville dermed hindre børnene i deres frihed. Det er dilemmaet for ham.

Er livet som en leg i en rugmark, da er det rigtigt, som den unge mand tænker, at det er vigtigt at nogen, som kan se at faren er der.

Midt mellem rækken af røster lyder Kristi ord: »Jeg er vejen.« De andre røster peger i mange retninger, advarer eller opfordrer. Men Kristus peger ikke. Han ved, at den enkeltes vej ikke er let. Derfor tilbyder han at slå følgeskab med dem. Han ved, at vore veje er fortabelsens veje, resignationens veje, veje, der ender i blindgyder, bliver til ingenting.

Når Kristus slår følge med den vejløse, bliver han den vejløses vej. Han fanger ikke billedlig talt børnene i rugmarken. Men han kalder ad dem. Kom. Lad os følges ad.

Det er det, der er trøsten til disciplene den skærtorsdag aften. Og det er trøsten til hans menighed i dag: Kristus selv er vejen; han er vejen, der fører til Faderen. Hele Jesu liv var at være vej for mennesker. En vej, der fører ind i Guds kærligheds favn. En vej, der fører ind i et fællesskab med skaberen selv, hvor vi har lov at siger “du og jeg!” til Gud.

“Jeres hjerte må ikke forfærdes!” – Ligesom Kristus selv gik gennem lidelsen langfredag, sådan må vi også. Han fjerner ikke livets hårde vilkår. Han tager ikke gåderne bort. Måske lader han os bære de tungeste gåder til det sidste. Men midt i det værste kan han tage forfærdelsen bort. Jesus siger: ”Tro på Gud, og tro på mig!”

- - -

Bøn:

Herre Jesus Kristus!

I disse forårsdage, hvor blomster og blade folder sig ud som en lovsang til kaberen, håber vi på dig, for selv om vi er omgivet af Guds herlighed, skal der så lidt til, før vi fyldes af uro og frygt.

Gør os åbne for den vej, du gik, og den sandhed, du lærer os.

Lad os altid kunne kende dig, så vi følger dig, hvor du end går, du, som er vejen til Gud og sandheden om livet fra evighed til evighed. Amen!

- - -

Se en salme: "Nu blomstertiden kommer":

https://www.youtube.com/watch?v=NNSMHD8E7IU

Medvirkende
Sognepræst Lars Kruse
Sted Herstedøster Kirke, Herstedøstergade 7, 2620 Albertslund