Højmesse aflyst - få evangeliet her

Da alle gudstjenester er aflyst vil vi præster lægge søndagens læsning, en refleksion og en bøn ud til de enkelte søndage.

MARIÆ BEBUDELSES DAG

EVANGELIELÆSNING: Da sagde Maria: "Min sjæl ophøjer Herren,  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!  Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig,  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn,  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;  han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe;  sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid. [LukasevaNgeliet 1,46-55]

REFLEKSION (af Lars Kruse):

Man kan tage sig verden let eller tungt. Det er dog ikke kun vægten af livet, det handler om. Man spørger: Hvordan kan du dog bære det? Den letsindige undervurderer vægten. Den tungsindige derimod segner, før han begynder. Tager man det tunge let, er man letsindig – ja, måske ligeglad. Dog, tungsindighed fører ofte til at vi segner, før vi får begyndt. – Den Spanske klovn Charlie Rivel citeres for at sige: ”Optimisten har ikke oftere uret end pessimisten; men han lever gladere.”

Det er tungt i disse måneder med en verden, der lukker ned. Her er hverken brug for overophedet optimisme eller nedkølet pessimisme. Her er brug for realisme. Og det hører vi meget om i disse uger. Vi må være realistiske. Også i det, vi ikke forstår os på. Og dog er der noget, vi fortsat må huske at holde fast i. Vi må huske at HÅBE!

Der skal mod til at håbe. En forventning bygger på formodninger. ”Vi har grund til at formode …” lyder det i fjernsynet. Det er sandsynligt at virussen også når Danmark, sagde de. Og de fik ret. – Og så kan man håbe alt det, man vil. Dog håb bygger stadig på mod. Den overmodige tror sig usårlig, og handler måske dumdristigt. Men lige så slemt er det med den mismodige, der i sin rædselglemmer at handle . – Der skal ydes en indsats.

Med den håbende er det sådan, at hun eller han er tillidsfuld til den forandring, der vil indtræffe i fremtiden. Der er ikke nødvendigvis en objektiv sikkerhed for det, man håber. Og dog er det nødvendigt at håbe.

Sprogligt kommer roden i ordet ’desperat’ af ordet håb. Der er dog sat en lille stavelse foran, ’de-’. Det betyder ’af-håbet’ eller håb-løs. Det kender jeg så udmærket. Man kan blive slået ud. Noget lukker sig i en. Sygdom, krise, job eller uvenskab. Man kan rammes mange steder. Og man gribes af tristesse.

Måske vi i dag kunne lære lidt af Maria, Jesu mor. Hun stod som ung, ugift mor. Hvad kunne hun mon forvente sig i den tid? Ville hun mon blive stenet, når lokalsamfundet opdagede, at hun var gravid? Hvad ville Josef, hendes forlovede sige? Ville hun kunne klare barnet og sig selv med mad og husly? – I grunden var der nok at frygte for. Og dog henvender Maria sig ikke med klage eller angst til Gud. Hun retter sig mod Gud med håb. Hun venter hjælp udefra! - Ja, hun taler håbet frem. Gud er en Gud, der kan gøre de største ting. Og han vil også komme mig til hjælp, siger hun. For Gud er trofast.

Hvad der ud fra en almindelig erfaring kan opfattes som mangel på realitetssans, er for Maria vejen ind i den større realitet – Guds plan. Den kender vi ikke. Men vi kan stole på den.

Mange kender sikkert Søren Kierkegaards sætning: ”Livet forstås baglæns, men må dog leves forlæns”. Færre kender den efterhængte tanke: ”Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglæns.” – Ja, det er knudret. Men når det læses, kan man jo læse det, til man forstår det. Og så er pointen vel hen i retningen af, at livet aldrig helt bliver forståeligt, fordi vi ikke et øjeblik kan få ro til at se baglæns.

Derfor må vi leve i tro. Og vi er – som Maria – henvist til at håbe. Hun håbede på Gud. Hun lagde sine problemer i større hænder end sine egne. Det er også vores mulighed.

Vi synger af og til ved Meditations-gudstjenesterne en kort bøn af den gamle kirkefar Augustin. Den kranser på en gang hele livet:

BØN:

Modtag min fortid med nåde, Gud

Omfavn min nutid med kærlighed, Herre

Før og styr min fremtid, Frelser.

Den kan høres og læres på Youtube.