Kristen meditation
Karl Ludvig Reichelt var en norsk teolog, der i en menneskealder levede i Kina. Som 26-årig kom han i 1903 til Shanghai. Hans mål var at bringe kristendommen til Kina.
Hvad Reichelt senere erfarede, var at han også lærte meget af Kineserne. Gennem dialog med buddhistiske munke lærte han nyt om sin egen tro. Han oplevede ikke disse munke som konkurrenter til hans egen tro, men derimod som medvandrere i en fælles søgen efter sandhed, mening og tro.
Reichelt var forud for sin tid. Han så at det er muligt at blive beriget af andre traditioner uden at give køb på sin egen. Hans møde med de buddhistiske munke førte ham ind i en egen aktiv kristen meditationspraksis.
I 1926 beskriver han i et foredrag sin samtidig gennem ord som ”nutidens nerveslidte og forjagede mennesker”. Man sidder tilbage og tænker: godt, han ikke nåede at se dagens Danmark. For ham at se er den moderne tilværelse præget af rastløs jag, hvor dyrebare værdier går tabt for mennesker.
Det er til os fortravlede mennesker, Reichelt foreslår at blive dus med meditation og stille bøn. ’Meditation’ er et gammelt latinsk ord, der både betyder ’at tænke efter’, ’at øve sig på’ eller ’forberede sig på’. Den kristne meditation har rødder langt tilbage til den tidligste kirkehistorie, hvor mennesker gennem bøn funderede over livet.
Meditationsgudstjenesterne ved Herstedøster kirke står i gæld til Reichelts tænkning. Her skelner vi – som han – mellem meditation og bøn. ”Bøn er en direkte henvendelse til Gud om betemte ting,” siger han og fortsætter: ”Meditation handler om at vente på Herren og i stille fordybelse se lys i Guds lys.” Derfor har gudstjenesterne både fælles, formulerede bønner og stille tid til fordybelse og venten.
Den kristne meditation handler ikke blot om at finde ro og balance i livet. Den handler også om at lytte til Gud samt række ud mod andre mennesker. Reichelt siger, at den kristnes meditation ikke er en uendelighedsmystik. ”Vi er i en tryg og sikker ramme, for vi er bundet til den personlige Gud gennem troens liv i Kristus.”
Lars Kruse