Udgivet af Bo Nygaard Larsen, man d. 8. jul 2019, kl. 14:08


Stemningen er høj og tobaksrøgen tæt denne lørdag aften den 9. marts 1968 på instedet Laurits Betjent på Ved Stranden i det indre København. I et glimt får den 20-årige Christa Lyster et glimt af ham, og den fem år ældre Werner Rossen gengælder med en insisterende øjenkontakt.

De falder i snak, og lidt senere på deres videre færd i byen fører han hende elegant uden om de vandpytter, som aftenens regnvejr har dannet på udvalgte steder.

Christa, nu med efternavnet Rossen, husker det hele så tydeligt.

»Det var kærlighed ved første blik. Som han sad der på Laurits Betjent i sin islændersweater bakkende på en pibe udsendte han en sympati og ro, jeg kunne lide. Og den måde, han den første aften gelejdede mig så fint forbi vandpytterne, fortæller alt om den måde, han var på,« siger Christa Rossen.

Den døende, der overlevede.
Werner lever stadig, men Christa omtaler ham i samtalens løb nogle gange i datid.

Siden juli 2017 har Werner boet i en plejebolig på grund af sin tiltagende Parkinson og demens. I efteråret samme år fik han et så stort tilbagefald, at han af lægen blev defineret som terminal patient.

»Det var frygteligt. Han spiste nærmest ikke og tabte halvdelen af sin vægt. Alle regnede med, at han skulle dø, så vi havde reelt taget afsked med ham. På et tidspunkt beslutter vi os for at tage pillerne fra ham, for han tager dem næsten ikke alligevel. Og så sker miraklet, at han i løbet af et par måneder kommer sig,« siger Christa Rossen og fortsætter:

»Jeg ved, at jeg aldrig får min gamle Werner tilbage. Det er derfor, at jeg nogle gange omtaler ham eller vel rettere det, vi har haft sammen, i datid.«

Huset i Herstedøster.
Det går stærkt med de to. Mindre end halvandet år efter deres første møde, den 27. juni 1970, bliver de gift i Simon Peters Kirke på Amager.

De bor i en taglejlighed på Nørrebro, men da de får deres første søn, må de have mere plads.

De flytter derfor til Degnehusene i Røde Vejrmølle Parken i Albertslund, inden de i 1988 med deres to sønner flytter til den nuværende adresse i Herstedøster landsby.

»Det her hus er det sted, vi har boet i længst tid. Derfor er det også et hus, hvor vi har så mange fælles minder, « siger Christa Rossen og åbner en lille æske.

I den ligger en samling af private fotos med Werner. De fleste er fra hans yngre år, hvor han kunne det meste og mere til. Christa Rossen tager nogle af dem op og holder dem op i solen, så hun får alle detaljerne med. På et af dem står han i en gul t-shirt med tryk, en bagespade og en plade med to nybagte brød.

»Han var sådan en mand, der aldrig italesatte, at han hjalp til herhjemme. Han gjorde det bare, for i hans verden hjælper man hinanden. Det er vel også grunden til, at han var så værdsat, hvor han arbejdede. Først som håndværker, siden som pædagog. Werner kunne det hele, og der var nærmest intet, der ikke kunne lade sig gøre,« siger Christa Rossen.

Det skæve smil
. Men i 2009 begynder det at gå ned ad bakke. Werner Rossen er lige gået på pension som 65-årig, og Christa Rossen bemærker en ændring i hans adfærd.

»Hans smil bliver pludseligt mere stift, og i det hele taget er hans bevægelser meget stive. Han har altid været smidig, så jeg aner straks uråd. Hækken klipper han skævt, og det arbejde, han før lavede så flot, er nu noget klamhuggeri,« siger Christa Rossen, der med sin uddannelse og arbejde som sygeplejerske hurtigt får en grim mistanke.

»En dag er han på hospitalet i forbindelse med en undersøgelse. Jeg beder lægerne om at tjekke ham for Parkinson, og desværre har jeg ret i min antagelse,« siger Christa Rossen.

Sygdommen tager til, og især de sidste to år, inden Werner Rossen kommer på plejehjem, er hårde.

»Han får hallucinationer, også om natten. Han tror for eksempel, at der er vand i kælderen og vil derned. Kun med magt kan jeg holde ham tilbage. Det var hårde år, hvor jeg hverken kunne forlade ham eller sove ret godt om natten,« siger hun.

Til sidst går det ikke længere. Werner kommer på plejehjem, og Christia begynder så småt at finde sig selv. Men hurtigt melder et nyt problem sig.

»Jeg stod med kun én indtægt. Det gjorde det svært for mig at blive boende i huset. Det ramte mig hårdt, for først mistede jeg Werner, og nu skulle jeg så også miste det hus, vi havde sammen. Jeg fik fat i en ejendomsmægler, der gjorde salgsmaterialet klart. Først skulle jeg dog finde en andelsbolig her i Albertslund, men det var svært. Imellemtiden fik jeg omlagt mine lån, og så kunne jeg blive boende alligevel. Det var det bedste, der skete for mig i den situation,« siger hun.

Den evige kærlighed.
Hun bladrer gennem bunken med fotos af Werner og ser grundigt på hvert af dem. I stilheden bliver stueurets tikken mere tydelig.

»Jeg elsker stadig Werner,« siger hun så.

»Jeg har en utrolig omsorg og ømhed over for ham, og jeg glæder mig til alle mine besøg hos ham. Når vi er sammen, holder vi i hånd, og han skal altid lige ae mig. Og så hører vi den musik, han kan lide. Han har altid holdt meget af musik. Så jo, jeg er stadig forelsket i ham. Jeg sammenligner ham tit med et anker, der holder mig fast, og jeg tænker stadig, at jeg er heldig at have netop ham.«


Den stolte friser.
Hun ser ud i haven. Det er var her, hun og Werner hvert år i næsten 30 år afholdt deres egen version af den traditionelle frisiske bålfest biike. Werner er født og opvokset på Vadehavsøen Sild og var stærkt optaget af sit frisiske ophav.

»Paradoksalt nok er frisernes valg-sprog ’hellere død end slave’. Og nu sidder min stærke mand i sin køresetol. Det er meget trist at se på,« siger Christa Rossen og fortsætter:

»Jeg ved, at jeg har Werner på lånt tid? Prognosen er dårlig, og det går kun den forkerte vej. Sådan er det. Da han lå for døden, vidste jeg, at det ville blive svært. Og det vil det være stadig. Men kærligheden er stærk, og mit forhold til Werner er for livet.«



Tekst og foto
Bo Nygaard Larsen

Kategorier Ukategoriseret