Udgivet ons d. 29. maj 2019, kl. 11:20

Et historisk stort fællessangsinitiativ rulles nu ud til hele Danmark. ALSANG 2020, som Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk står bag, tilbyder sangaktiviteter for alle. 

Blandt andet fem regionale giga-events med fællessang, som vil samle i titusindvis af borgere samt en kæmpestor TV-transmitteret fællessangsbegivenhed. 

Men sangen skal også ud til dem, som ikke plejer at synge sammen med andre – det skal blandt andet muliggøres via støttepuljer. 

Målet er, at samtlige 98 kommuner skal lave arrangementer lokalt. Og så vil DR medvirke til at udbrede projektet til hele landet via deres medier, kor og orkestre.

»Særligt i de sidste par år har fællessangen fået en stor folkelig opblomstring. Og især i efteråret 2018, hvor vi mistedet både Benny Andersen og Kim Larsen, oplevede vi, at sangene binder os sammen som folk og som land. Det er gennem kunsten og kulturen, vi finder sammenhængskraften. Det er herigennem, vi bygger bro i et land uden høje bjerge,« siger Jørgen Thorup, bestyrelsesformand i Spil Dansk. 

Friheden og demokratiet. Anledningen til ALSANG 2020 er 75-året for Danmarks befrielse i 1945, den 4. maj 2020. Men selv om markeringen dermed giver anledning til at mindes det, der skete, og måske endda blive klogere på historien, så er ALSANG 2020 lige så meget tænkt som en hyldest til nutidens og fremtidens demokratiske, frie og åbne rum – dér hvor vi bliver til som hinandens medborgere.

»De nye sange, der indgår i projektet, skal være med til at skabe en fælles eftertænksomhed i forhold til, hvad frihed er anno 2020, og hvad der skaber gode vilkår for det frie åbne samfund,« siger Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet, tilknyttet Vartov og Grundtvigsk Forum.

Særlig indsats på skoler. Til det formål har ALSANG 2020 målrettet en særlig indsats på landets skoler. Børn og unge vil få mulighed for at dykke ned i historien og tematikkerne via et undervisningsmateriale, der stiller spørgsmål som: Hvornår er fred en selvfølge? Hvad er frihed og befrielse? Hvad er det gode liv? Hvem fortæller historien? Hvad skaber vilkårene for et frit og åbent samfund? 

Og mange, mange flere store spørgsmål, der vedrører og udfordrer vores selvforståelse som mennesker i det 21. århundrede.

Fællessange i det gode liv.
Med uddelingen på otte millioner kroner fra  Nordea-fonden bliver det blandt andet muligt at afholde aktiviteter i skoler, støtte lokale initiativer fra en sangpulje og afvikle store begivenheder rundt om i landets kommuner.

»Sangen sætter ord på følelser, mange af os rummer, og at synge sammen er noget, vi alle kan samles om på tværs af baggrund, alder, overbevisning og sangstemme. Derfor er vi glade for at støtte ALSANG og give plads til mange nye møder mellem mennesker. Det vil styrke oplevelsen af samhørighed, fællesskab og gode liv rundt om i landet,« siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Tekst Alsang2020 Foto Colourbox

Kategorier Ukategoriseret