Udgivet af Bo Nygaard Larsen, ons d. 2. jan 2019, kl. 12:45

Hendes smil kommer ikke ubesværet. 24-årige Christine Haslund insisterer på hele tiden at se på tilværelsens lyse sider fremfor de dunkle. For det første er det sådan, hun er, og for det andet ved hun om nogen, at alternativet er værre.

Indtil for tre år siden var hun udsat for mobning, der til tider ramte hendes selvværd hårdt. Forløsningen kom i 2006, hvor hun som 12-årig blev optaget i Herstedøster Kirkes Pigekor.

»Jeg var til en gudstjeneste med min mor, og hun hæftede sig ved, at jeg var mere optaget af koret end af selve tjenesten. Kort tid efter blev jeg optaget i koret, og det blev et vendepunkt i mit liv,« siger Christine Haslund.

Hun sang med ved samtlige gudstjenester og koncerter med koret, og i en forholdsvis ung alder blev hun ansat som kirkesanger.

»Hele mit liv var sang, sang og atter sang. Jeg så det ikke som et job, men som en hobby, jeg fik penge for,« siger hun og fortsætter:

»Drivkraften var, at jeg i kirken følte mig respekteret. I koret var der ingen, der drillede mig. Tværtimod fik jeg her venner, så på den måde var kirken med til at få mig gennem en svær periode i mit liv. Kirken var et trygt sted for mig, og den blev nærmest som en ekstra familie for mig.«

En musikglad familie.
Hun er ud af en særdeles musikglad familie, hvor sangen har stor betydning. Derfor blev hun allerede som barn bevidst om sangens virkemidler.

»Det gode ved sang er, at du kan udtrykke nogle følelser, der kan være svært at gøre på andre måder. Er du ked af det, kan du synge en sang,« siger hun og trækker vejret dybt:

»Jeg blev mobbet alle steder. I skolen og i fritiden. Jeg havde kun sangen at støtte mig til. Sangen var mit fristed,« siger hun og fortsætter:

»Som barn og ung sang jeg hver gang, jeg cyklede til og fra skole, så naboerne altid kunne høre, når jeg kom hjem. Jeg sang efter hvilket humør jeg var i. Var jeg ked af det, var det triste sange, og var jeg glad, var det glade sange.«

Mobberiet stoppede først, da hun for tre år siden blev uddannet lærer, og selvom hun i dag har fuldtidsarbejde på Søndervangsskolen i Glostrup, fastholder hun kontakten med koret og kirken.

»Ja, på sin vis synger jeg ikke i koret mere, men jeg har ikke sagt det til nogen, så formelt set er jeg stadig med,« siger Christine Haslund og fortsætter:

»På en eller anden måde har koret fyldt mit liv i 12 år, og det er en af grundene til, at jeg har svært ved at sige stop.«

Et arbejdsliv med musik.
Men hun ved, at det endelige farvel lurer rundt om hjørnet. I februar fødte hun sin og kærestens første barn, datteren Emilie, og med et fuldtidsjob er tiden til kirkesang ikke, hvad den har været.

Til gengæld får hun musikken ind på andre måder. For eksempel er hun ansat som blandt andet musiklærer på Søndervangsskolen i Glostrup. Her er hun i sit rette element, hvor hun spiller klaver og trommer – og guitar og bas til husbehov.

»Musik er et vigtigt fag, der er med til at danne eleverne. I mit arbejde bruger jeg da også de erfaringer, jeg har fået her i Herstedøster Kirke,« siger hun og peger på korsangen som et konkret eksempel. 

»Sang er godt for alle mennesker. Men det specielle ved kor er, at du her finder en tæthed med andre, ligesom hvis man går til fodbold. Du er sammen om det, du arbejder og træner for det, er ved at græde, når det ikke lykkedes, og glæder dig, når det lykkedes. Du får et bånd, som er ganske unikt. Derfor vil jeg gerne lære mine elever på skolen at synge i kor,« siger Christine Haslund.

Sangstafetten til Emilie.
De samme ønsker har hun for Emilie. Historien om Christine Haslund er nemlig også historien om kirkeksangeren, der blev voksen, fik et barn og lod det synge med i kirkens sangtilbud for de allermindste, babysalmesang.

»Det er fantastisk, at jeg på den måde har givet sangstafetten videre til Emilie. Jeg har altid sunget for hende, og det er noget, hun nyder. Derfor var det kun naturligt, at vi sammen gik til babysalmesang, og jeg tror, at sang og musik kommer til at fylde meget i hendes liv. Jeg vil da også gerne have, at hun kommer til at synge i kor og opleve det fællesskab, der er der,« siger hun.



Tekst
Bo Nygaard Larsen Foto Kim Matthäi Leland

Kategorier Ukategoriseret