Udgivet ons d. 5. dec 2018, kl. 09:08

Jeg har lånt overskriften fra en bog om tid. Og jeg blev fascineret af titlen, fordi den antyder, at tiden ikke bare går og går, men nærmest løber    afsted. For næppe har man set sig om, før det igen er december, og et nyt år vinker forude.

Det er en erfaring, jeg vist deler med mange. Fornemmelsen af, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden. Det er som i Benny Andersens digt, hvor han konstaterer, at selv om de har tolv ure i huset, så slår tiden alligevel ikke til.

Og han går ud for at hente kakaomælk til sin spinkle søn for så blot at opdage, at sønnen imellemtiden er blevet for gammel til kakaomælk og i stedet kræver øl, piger og revolution. Så man må, som han konkluderer, udnytte tiden, mens man har den.

Her hvor vi snart skal fejrer hele to nytår, kan der være god grund til at standse op og overveje, hvad tid egentlig er. Og går tiden virkelig hurtigere med alderen?

Var tiden en anden, da vi var børn? For hvem husker ikke barndommens sommerferier som lange oaser af fritid.

Og vintrene, hvor der altid var sne, og hvor dagene frem til jul sneglede sig afsted. Nu er det anderledes, tiden bare flyver afsted, og vi prøver at følge med, så godt vi kan.

Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at vi oplever, at tiden går hurtigere nu, end da vi var børn. En ganske enkel forklaring kunne være, at alt simpelthen går hurtigere i dag. En anden grund kunne være, at vi efterhånden har oplevet så mange somre og så meget sne, så vi lægger mindre mærke til det.

For barnet er der mange ting, der er første gang. Den første gang barnet oplever, at det sner, den første cykeltur, den første skoledag, de første ture med bus eller med tog. De første gange, vi oplever et nyt fænomen, vil prente sig stærkere i erindringen, end de gør senere, når vi har prøvet det mange gange. Og det er en udfordring, det er også en kilde til forundring.

Måske har vi noget at lære af børnene. At samle på nye indtryk, forundres over det, vi ser. Når alt bliver vane og rutine, så flyver tiden, og vi flyver med. For vores tidsfornemmelse er påvirket af de begivenheder, vi senere husker. Des flere afvigelser vi kommer ud for i løbet af et år, des længere vil året føles. Og her kan hver ny gentagelse fyldes med ny betagelse. For igen at citere Benny Andersen, så er livet målt på langs kort, men målt lodret uendeligt.

De to gange, vi skal fejre et nyt år, viser, at vi lever i to tider. Den ene danner en ubrudt kæde af år, som bare går og går, den anden tid går stadig i ring og vender tilbage til de samme begivenheder igen og igen.

Det er det kirkelige nytår, som indledes med første søndag i advent. Og adventstiden kaldes også for tidens fylde. For her bliver livet ikke målt på år og timer, men på den fylde, som giver tiden et skær af uendelighed.

Evighedsøjeblikke, som rækker langt ud over tiden, og som derfor allerede her giver os et lille glimt af evighed.



Tekst Elna Carlsen, sognepræst Foto Rune Hansen

Kategorier Ukategoriseret