Udgivet ons d. 21. nov 2018, kl. 23:32


Efteråret er begyndt at bide sig godt og grundigt fast. De fleste blade er gået af træerne, og nu ligger de som et rødbrunt farvetæppe på plænen omkring Menighedsgården i Herstedøster. 

Karen Margrete Evald
tager nogle skridt og kigger så hen mod kirken. I de seneste 18 år har Herstedøster Kirke været en del af hendes arbejdsliv og identitet. Men nu er det snart forbi.

Den 1. december tiltræder hun stillingen som sognepræst i Asnæs i Odsherred.

»Jeg er ked af at skulle sige farvel til menigheden her i Herstedøster. Det har været nogle gode år, men nu er tiden kommet til, at jeg skal videre,« siger Karen Margrete Evald og fortsætter:

»Især Herstedøster landsby er fan- tastisk. Det er noget af et drømmested i forhold til den upoetiske Fabriksparken. Hver gang jeg kører ind i byen eller ser ud ad vinduet fra mit kontor, er det skønhed, der møder mig uanset vejret og årstiden. Og udenfor kan man høre fuglene synge, en hane, der galer, eller en hest, der vrinsker. Det er som om, at man bliver henført til en anden tid.«

Blev præst alligevel.
Hun er født og opvokset i Sønderborg, og allerede som barn begyndte hun at få sin gang i byens kirker. Alligevel stod det ikke  skrevet nogetsteds, at den 58-årige Karen Margrete Evald en dag skulle blive præst.

»Jeg har altid været interesseret i kunst, musik og kristendom. Jeg vidste ikke, om jeg skulle læse historie eller dansk, men jeg kunne ikke se mig som gymnasielærer. Men en dag var der én, der spurgte, om jeg ikke skulle læse teologi. Så fik jeg en teologisk grundbog skrevet af Rudolph Arendt. Min ven sagde så, at hvis jeg kunne holde ud at læse den, kunne jeg også holde ud at læse teologi. Jeg læste bogen, blev fanget af den og vidste, at jeg ville være præst.« siger Karen Margrethe Evald og fortsætter:

»Alt det, jeg brændte for, var samlet i teologien og i den gerning at være præst. Altså at gå i kirke, synge salmer, fortælle de gode historier fra Bibelen og være et sted, der var rig på historie, kunst og musik. Det var det her, jeg skulle være.«

Skolen og kirken.
Vi er gået ind på hendes kontor i Menighedsgården. Det ligner sig selv med skrivebordet, bogreolen og sofaen til samtalerne. Alligevel er det under opbrud.

»Jeg har smidt tonsvis af papirer ud. Taler til forskellige sammenhænge, prædikener til gudstjenesterne og notater og referater fra de møder og projekter, jeg har deltaget i,« siger hun.

Særligt fremhæver hun sit pionerarbejde med Folkekirkens Skoletjeneste i Albertslund Kommune, som hun startede, og som senere blev til Folkekirkens Skoletjeneste på Vestegnen.

»Samarbejdet mellem skole og kirke er spændende, fordi det uden at forkynde forener de to største institutioner i landet. Det er med til at give eleverne indsigt i emner, der ikke altid er lige lette at formidle. Det er da også nogle flotte projekter, skoletjenesten laver, og i dem ligger et kreativt arbejde, hvor man kan bruge musik, malerkunst, udklædning og fortælling. Jeg holdt meget af mine år i skoletjenestens regi,« siger Karen Margrete Evald.

Kærligheden til kirkemusikken.
Musik. Hun siger ordet igen og igen og næsten i hver en sammenhæng, hun kan. Karen Margrete Evald er optaget af musikken i kirken, som hun stiftede bekendtskab med allerede som barn i Sønderborgs kirker.

»Kirken og kirkemusikken er i blodet på mig. I musikken bliver man løftet op i en sfære, hvor man sammen med hinanden er i fællesskab med Gud. Det er ikke afhængig af stil eller højt niveau. Det lever under store værker udført af professionelle, men kirkemusik er også at synge salmer med konfirmanderne. Det er dér, hvor mennesker mødes i sang og musik, for dér er der et åndedrag. Vejrtrækningen har både sjæl og legeme med, og det forenes når man synger sammen,« siger Karen Margrete Evald.

Karrieren.
Hun blev cand.theol. i 1990 fra Aarhus Universitet. Året efter blev hun ordineret til at være sognepræst i Skanderborg Slotskirke, hvorefter hun blev sognepræst i Odder Kirke.

Her var hun i seks år, hvorefter hun opsagde sin stilling for at flytte sammen med sin nuværende mand Leif Evald, der var sognepræst i Gentofte. I 1998 født hun tvillinger, og i 1999 begyndte hun at arbejde i forskellige vikariater, herunder Messiaskirken i Charlottenlund, inden hun endte i Herstedøster.

Det var en halvtidsstilling, som hun nogle år senere supplerede med en tilsvarende halvtidsstilling i Herstedvester Sogn.

»Det bedste ved at være præst er helheden. At der er så mange facetter i jobbet, hvor man møder alle mulige mennesker dér, hvor de netop er mennesker og ikke skal spille en eller anden rolle. Når jeg taler med folk, er det altid om noget vigtigt og noget væsentligt og i en ramme, der gennem forkyndelsen giver liv og håb og som sætter os ind i en sammenhæng. Det er en fantastisk gave,« siger Karen Margrete Evald.

Hun mener, at det er lettere at tale om tro i dag, end da hun begyndte som præst.

»Folkekirken er blevet sat positivt på dagsordenen, fordi det er blevet mere moderne at definere sig som kristen, som troende og som kirkegænger. Peter A.G. Nielsen fra Gnags fortalte for nogle år siden, at han var kristen og kunne finde på at gå i kirke, og efterhånden poppede flere og flere op, også politikere, der sagde det samme. Det kunne de ikke finde på for 25 år siden. Tidligere tog man mere afstand fra kirken, fordi det lå i tiden at være anti-religiøs, men nu kommer de bekendende frem. Det er positivt, for dér, hvor der ikke er så mange fordomme, er det lettere at tale om troen,« siger Karen Margrete Evald.

Den åndelige søgen
. En del af forklaringen, mener hun, er den åndelige søgen, der gennem de senere år har været støt stigende.

»Det er kun godt, at folk søger efter noget, der er større end dem selv. Mennesker er søgende, famlende og har længsler. Det kristne budskab er da også, at vi ikke behøver at søge, for vi har allerede fået skænket Helligånden ved dåben. Men hvor man så trykker på den knap, der gør, at folk kan mærke det, ja, det ved jeg ikke,« siger Karen Margrete Evald og fortsætter:

»Selv skal jeg ikke søge efter nogle ånder, for jeg mærker altid Helligånden og Guds nærvær. Det er den virkelighed, jeg lever i, og det er uanset, om jeg står foran alteret eller kører bil. Det er en måde at trække vejret på, det er en livsbetingelse. Jeg ved ikke, om det også er sådan i morgen, men det har altid været sådan.« 


Tekst og foto Bo Nygaard Larsen

Kategorier Ukategoriseret